Om at være garntosse.

Der skete det, at jeg blev fuldstændig pjattet med garn, og siden da, hvor man reelt har kunnet kalde det en hobby, omend jeg virkelig hader det ord (det lugter lidt af øljernssamling og limpistoler), har jeg tænkt over, hvorfor jeg er så glad for det. Eller rettere, om der er en grund. Det tog virkelig fart på kort tid, og folk har nok syntes det var lidt sært, og det synes jeg egentlig også selv, fordi det blev en slags besættelse, jeg nærmest har skullet kæmpe for at holde nede. Uldcrack!

Jeg tror det handler om at have fundet noget, der ikke rigtig har nogen grænser, da man hele tiden kan blive bedre, skifte stil osv., mens det samtidig er utrolig præcist og afgrænset i forhold til metoder og teknikker. Det er udfordrende zen, man kan være helt alene om, eller dele med utallige ligesindede. Det kræver ikke værksted, særligt tøj eller særskilt god form, hvilket man kun kan værdsætte, og ens fremskridt og fejl er tydelige med det samme, hvilket man også selv kan bestemme at gå op i eller ej.

De, der kender juniors historie fra Mandagsvoksen, vil vide at hans gang på jorden ikke just var let. Jeg var dertil alene de første ni år, og nu ville jeg virkelig ønske at jeg havde fundet interessen dengang. Min barsel ville have været noget andet, dvs. knap så hjernelammende, og jeg ville have haft et muligt outlet alle de gange han var indlagt, og man vågede ved hans seng, dag ud og dag ind, konstant på kanten af et lidet praktisk sammenbrud. Jeg stod der, på den der kant, mere end jeg burde, fordi min søns liv aldrig har været let, og har krævet kræfter jeg ikke altid havde. I mellemtiden er jeg derfor også blevet overhalet af mange af mine venner, der først har fået børn meget senere, og det kan være en lidt bitter pille at sluge. Sådan er det nu engang, og nu er jeg bare taknemmelig, og lidt bekymret for manglende garnplads, fordi jeg har fået et sted, der er helt og holdent mit, og som ikke kræver stillingtagen til den verden, jeg ikke altid har følt mig som en del af. Det skal dertil føjes, at jeg med stor effektivitet kan lukke helt af for juniors gamer-udråb, når først garnet ruller, hvilket må betragtes som en uerstattelig bonus.

Det lyder måske sært, men jeg er helt overbevist om at det ville have gjort en forskel dengang, og givet mig en ro, jeg desperat manglede. Måske er det også derfor det overtog i den grad, da jeg endelig kom i gang, simpelthen fordi jeg havde zen at indhente. Det er næppe muligt at strikke med tilbagevirkende kraft, men det er nok lidt det jeg gør. Det er ok.

 

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *