Garn-overblik, tak.

Garn-overblik, tak.

Da jeg, stille men sikkert, tog hul på min besættelse af garn, og hvad man kan få ud af det, købte jeg helt enorme mængder. Jeg vidste ikke noget om det, så købte primært sløj kvalitet i lidt sære farver. Jeg synes stadig farver er svært, men det er en anden snak. Kvaliteten af både garn og produkter steg, og jeg spyttede børnetøj og køkkengrej ud, med en nærmest manisk fart, der vist undrede de fleste jeg kender.

Det, der ikke på noget tidspunkt faldt mig ind, var at holde styr på hvilken slags garn, jeg havde brugt. Eller hvor meget, for den sags skyld. Jeg ender ofte med at købe garn, der svarer nogenlunde til det i opskriften, men som ikke nødvendigvis er det samme, så det hjælper derfor ikke at gå tilbage og læse mig frem til det. De fleste opskrifter angiver også blot en strikkefasthed, og så tager man den derfra. Jeg har åbenbart bare ikke et hukommelsescenter til at huske den slags, fordi jeg har så mange enkelte nøgler af forskellig slags. Så hvad gør man?

Jeg har set på Ravelry, at nogle registrerer hele deres stash der, hvilket virker smart og dertil en kende uoverskueligt. Det er det måske ikke, men jeg har endnu ikke fået taget mig sammen til det, i hvert fald. Andre skriver det ned i en lille bog, mens nogle ikke har helt så meget forskelligt, og derfor knap så mange problemer med at huske det..eller hvad?

Er det bare mig, der døjer med den slags? Hvis I har et godt råd, tager jeg frygtelig gerne imod!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *